TIL DIG DER VIL KØBE EN KOLONIHAVE

Det er kun kolonihavehuset og beplantninger, du køber. Grunden lejer du af kommunen og du er derfor forpligtet til altid at overholde de ordensregler og vedtægter, der er gældende i foreningen, ved Århuskredsen og Kolonihaveforbundet.

Mange af husene har el indlagt. Tilslutningsafgiften udgør de 24.250,00 kr. af vurderingsprisen.

I forbindelse med salget, kan sælger have forskelligt løsøre (ting fra kolonihaven, fx møbler og haveredskaber), som han/hun ønsker at sælge dig. I de fleste tilfælde kan der være tale om, at du kan gøre en fordelagtig forretning, og du skal derfor være indstillet på at købsprisen evt. er højere end vurderingsprisen.

Handel med løsøre er bestyrelsen uvedkommende. For at undgå misforståelser bør køber og sælger dog have drøftet den endelig pris før handlen. Bestyrelsen hjælper også gerne med en forhandling og kan også skrive det i salgspapirerne.

Haver og huse handles ved bankoverførsel til foreningens deponeringskonto. Pengene skal være på kontoen når købsaftalen underskrives. Der er en fortrydelsesret på 6 dage efter køb. Derfor står pengene på foreningens konto indtil fristen er udløbet hvorefter de overføres til sælger af foreningen.

Når du køber hus og lejer have, bliver du samtidigt medlem af Haveforeningen Rugholm og Kolonihaveforbundet.

I dag er der frit valg af el så derfor bestemmer du selv din udbyder. Det er sælgers eget ansvar at melde flytning/ opsigelse til elværket.

På overdragelsesdagen bliver der aflæst vand. Bestyrelsen har tallet fra sidste aflæsning og forbruget vil blive afregnet efter dagsprisen pr. m3 til sælger som betaler differencen fra sidste aflæsning.

Læs mere og tilmeld dig ventelisten her

OBS

Sælger kan ikke forhindre at du køber haven. Du kan derfor roligt afvise ethvert forsøg på afpresning i form af urimeligt høje priser på løsøre, eller på evt. forlangende om penge under bordet. Du er ikke forpligtet til at købe noget.